Dagen emmer atter bort mod velkendte horisonter

Som vanligt forkulles linjernes dristighed nøgternt

i hastighedens kølvand

De flammer op og spreder sig over himlenes tage

kort og blidt hvisker de til os alle det nok skal gå

Der er en dag i morgen som ingen har set

Vi vedbliver i synet

Orienterer os 

og indretter samfund i tide

før katastrofen og kødets fallit 

Jeg har ingen angst

Noterer mig blot forskellene en for en 

bølgerne på det oprørte ocean 

Viddernes og fragmenternes indrids 

Forskellene er alle velkomne i linjerne

Ord formes 

frembrusende bringer de nyt fra ukendte kyster

ingen kender dem og endsige hørt dem endnu

Jeg overvældes tydeligt og spontant

Aftenstunden sprænges itu 

mens polyfonien raser i mit sind