Det tør maksimalt i min erindring

Det brænder af lament fra mine stemmebånds horder

Nonchalant farvelvristen fra nedadgående sol

Vi genopliver atter drømmerne – ørefigenfrække naturbørn

Jeg er medvidende i min celle 

Jeg er medvidende i mit bo

Jeg er medvidende og trodsig 

Jeg blæser en ostinatfanfare ud mellem mine læber

Lader den synke et kort øjeblik

mens jeg sønderlemmer sangenes metrik

Jeg en tonedøv rytter af fandens eget kompagni

Hæderkronet fødselar er hvad jeg er  

Koret når nu din vårfriske bevidsthed

Vi afspejles nøgternt og sprælsk fjanter du dit køn

Opad opad opad til solens gunst 

Stjernerne forskrækkes 

Månen henrykkes 

Alting slår revner til lyden af århundredets mest bedårende rislen

forårssonaten fejlbarlig mens harmonierne vil gentages i det uendelige