Stille nu

Opioidsøvn indleder natten barskt 

Omkringliggende temperamenter opildnes 

og ihukommer hver deres grammatiske forordninger

Jeg fluktuerer mellem stadierne i søvnangstens vældige skovbryn 

Rusker mig rundt og glemmer halvdelen allerede inden foretaget 

Pianissimomorgengryet bulner i horisonten

Det er sommer

Søvn får jeg ikke meget af disse dage 

det går ofte op i nattepjank og fadæser 

I stearinlysets skær formgives fremtiden grønligt

upåagtet dennes syntetiske klang 

Jeg indskærper en salve af ord som var det mine sidste

takketakketakketakke

Jeg ophører nu i drømmens favn

og goldt fremmed og tilpas roligt spyer jeg atter 

en transparent pointe mod nocuturnemaskinens midte

Jeg flakser sommerfuglelangt og nu optimistisk tavs mod tidens ende 

Alt opløses i et nu 

fikser min stilstand 

Lyttende intenst 

bølgers klukken mod 

mine øjenlågs begrænsninger 

Omklamrer dette maritime scenarie

for en stund mens dommedag raser

mit indre knurrer lurvet 

Mindes bitre dage med metalsmag i munden

Ungdommens synkopiske danderen omkring midnatstimen

Solskoldhede bænke ved søer 

Kærlighed i overmål til en by der ikke glemmer 

et sind der efterlod mig alene

elektrisk sitrende 

i mange år efterfølgende ømt

Visionen intensiveres barskt 

mens solen forsvinder bag hukommelsen

Sommeren går på hæld nu 

Intet er som førhen 

Mit minde skrumper blotlagt 

bliver sonisk hørbart 

analyserbart friskt står det nu

Jeg afkoder aftenens frembrud 

dissekerer linjerne

fremsynger en horde 

stønner mig vejen til nu

Dit køn i sigte

Et syn vi ikke behøver

En drøm som ej er drømt 

til ende

I dag panik på pladsen

uroligheder var løs

Men hurtigt og næsten nænsomt 

indkapsledes alle som én 

og steg til vejrs 

som sæbebobler – rolige som i datid 

Bortflavrende dannethed

udviskes 

Digtet skriver jo sig selv 

Hæsblæsende 

natlig rutine afbryder

ordstrømmen

genetableres straks

(Sekundet efter speeder 

en muskelbil på 

gaden) 

Jeg insisterer på disse

briser slagregn tidslommer

Lad mig peake en 

stund

Blive her bare mig 

og ordene i skummel

synergi

Det omvendte er ubærligt

Dagen emmer atter bort mod velkendte horisonter

Som vanligt forkulles linjernes dristighed nøgternt

i hastighedens kølvand

De flammer op og spreder sig over himlenes tage

kort og blidt hvisker de til os alle det nok skal gå

Der er en dag i morgen som ingen har set

Vi vedbliver i synet

Orienterer os 

og indretter samfund i tide

før katastrofen og kødets fallit 

Jeg har ingen angst

Noterer mig blot forskellene en for en 

bølgerne på det oprørte ocean 

Viddernes og fragmenternes indrids 

Forskellene er alle velkomne i linjerne

Ord formes 

frembrusende bringer de nyt fra ukendte kyster

ingen kender dem og endsige hørt dem endnu

Jeg overvældes tydeligt og spontant

Aftenstunden sprænges itu 

mens polyfonien raser i mit sind

Højt til vejrs mit smil 

Bryskheden er dugget af 

Afventende nat 

Jeg udesidder med mit legeme 

Jeg befæster mit vid i barken ru

Kaster mig om på må og få

Jeg er på mit bjerg i erindringen 

Grovkornede beats fremkalder 

Syner og magisk mindset vrister sig 

frit mellem autonome nerver 

Strejfer rundt igen

Sludrer med bøgen blå 

Danmark i fuld flor 

Jeg elsker den forventeligt blussende brise når solen lige er gået ned

Jeg elsker de fine aftegninger der sidder på nethinderne bagefter showet

Jeg elsker at jeg skal fryse for at se det her sidste mandag i oktober 

Jeg elsker den orange surmulen som ridses i mig samt regnen der nu er på vej

Jeg elsker soundtracket af guds egne forsvundne neg 

Jeg elsker at nu er cirklen sluttet for i dag 

Verden slår smut i mit sind 

Det risler i mit porøse sind

Kvidr og kvittevit i kronerne

En messiaensk drøm

Jeg parkerer min tanke et øjeblik 

Nærstuderer din samling af overtroiske 

LP’er 

Går den efter i sømmene, udholder

dens aura og fabuleren

Ord i skumringen nu, det risler fortsat 

i hjørnerne 

Tanker om kraftige konturer 

bringer lykke kortvarigt men sublimt 

Der er mange faktorer 

Kigger brovtende i dine øjne

I går var du fraværende og pludselig

nu så kryptisk til stede i 

denne bløde natovergang

Vi klæber hinandens åbninger mens 

resten fikseres anderledes 

og synergien dyner hen 

da vidtrækkende farveflader 

titter ind

Bidsk arpeggio fluktuerer dvalent 

Du ser i din ritalinbrandert 

alt

Vi fikserer stift blikket 

orienterer os bredt

December er netop begyndt

som en ven skrev en gang

Listende 

skovler vi afsted på 

livets boulevarder

Hvidt lys overalt

Hvid panik overalt

Hvid sol skinner igennem 

øjenlåg 

I hast

fravælges 

notorisk 

Sidste brikker lægges 

Aftalen forseglet

mens hvid sol brænder mine 

forbindelser

forudanelser

forfremmelser 

forfjamsketheder 

forfinetheder

forudintagelser 

fornemmelser

Hvid aske forbliver fortsat

Vi flankerer lydløst 

havet 

Forbipasserer langsomt 

brændingen 

Små skvulp skvulp foran og 

til siderne 

Vi kan mærke den skrøbelige blå kærlighed i hvert eneste af dem

Trakteres vel og bønhørligt 

Mine venners epicentriske bryskhed 

Kæresterne i solen bag murene i min drøm

Børns leg 

Latterens naturlighed over for evigheden

Guds forsvinden og tilbagekomst i min erindring

Dråbeformede ords tortur mod min rude en sen nattetime

i marts 

Flygtigheden ridser derude

Frygt

Fare

Total tilstedeværelse af absolutter

Lys forsvinder langsomt igen

dagene er svundne nu 

friktion afdæmpes blidt 

Opfatter på afstand altings ophør 

Vender mig bort

smiler jomfrueligt 

døser hen til verdens symfoni

Det tør maksimalt i min erindring

Det brænder af lament fra mine stemmebånds horder

Nonchalant farvelvristen fra nedadgående sol

Vi genopliver atter drømmerne – ørefigenfrække naturbørn

Jeg er medvidende i min celle 

Jeg er medvidende i mit bo

Jeg er medvidende og trodsig 

Jeg blæser en ostinatfanfare ud mellem mine læber

Lader den synke et kort øjeblik

mens jeg sønderlemmer sangenes metrik

Jeg en tonedøv rytter af fandens eget kompagni

Hæderkronet fødselar er hvad jeg er  

Koret når nu din vårfriske bevidsthed

Vi afspejles nøgternt og sprælsk fjanter du dit køn

Opad opad opad til solens gunst 

Stjernerne forskrækkes 

Månen henrykkes 

Alting slår revner til lyden af århundredets mest bedårende rislen

forårssonaten fejlbarlig mens harmonierne vil gentages i det uendelige

Forbipasserende fragment falmer 

Tiloversblevne og nette skrig forfører mig

lange nætter til trods 

Min ven er forvandlet 

ord i mørket virker magisk og tilføjer

lys

Jeg er på mit bjerg 

mit epos står forsvindende klart

i hukommelsen

Mine børn er i verden

min evige inspiration 

Lykke 

afmagt

frustration 

livsbemægtigelse 

Fallitpotentiale

Kærlighed står hævet over alting

Strækker mig

og linjer optages i livets alterbibel

Rationerer liv 

Verdenskrig i horisonten 

Ser tilbage 

Intet er længere fortegnet 

og dog frembyder sig en natlig håbsformation 

Vi er i takt 

umulige trin forsøges gentaget 

Driver ind og ud af zonen

Bakser med intonation, rationale og stringens

Jeg overgiver mig til universets kærlighed

Jeg ved vi klarer skærene

Fortsætter min skrifttydning 

Slentrer mig vej forbi Guds åsyn 

Passerer på vejen et rettidigt rim

“The night and day will pass away

but love will always be” 

                                                A. Ayler 

Jeg har svært ved at finde

kærligheden

faderligheden

eftergivelsen

empatien

almægtigheden

ordene

Men det er i orden

Det er nok bare ikke i dag jeg sanser roen

Jeg søger zonen ømt 

Jeg forbereder dommedagens komme

Jeg skriver bedst med ryggen mod muren

med apokalypsens bleggule hest i hælene 

Men det er ikke i dag

Det er nok bare ikke i dag jeg sanser roen

Tiden er kollapset

Ligesom solens omfavnelse mangler

I dag er mærkelig på mange måder

Jeg glemmer helt at lytte til livet

Flakser blot med i farvernes spil

Forbander ungdom og ståhej

Ønsker dig igen

Din ømhed og rutinerede kærtegnshænder 

Vi må genfinde ritualerne

Guderne

De gamle, glemte sange

Ordene fra sidste efterårs glemsel 

Det er magien vi mangler 

Tid strækker 

forår forsvinder allerede

Mit haiku er itu

Mine hænder skælver 

Mine øjne forbitrers 

Lydene indskærper 

mit vid som er bestemt blåligt 

Dagsformen gullig 

lig solen på vej ned igen

Jeg vil have fnidder og fjant

bålfest og cigarer 

Høje personager på elegant facon

Mildest talt

Jeg aldres nu og ingen kan stoppe mig

Det behøves heller ikke

Der synes ikke at være skrifttegn nok i dette forbandede årtusinde

til at foranledige et kollaps af matchende rang

Forår forsvinder 

Sommer tager fart 

Efterår snart 

Vinter betvinger 

Jeg indfinder mine cirkler 

Tanken om vold forbipasserer snedigt 

og enestående 

Jeg hvæsser min cyklus 

mod årenes modløshed

Indgyder dig elskerens drist 

Fritager blikket dets anatomi 

Mineralminebørn vil også få deres drømme fortjent 

sandeligt